Hobbyhusdyr

"Liv i haven, gi'r glæde i maven"

Har du styr på reglerne omkring udegående dyr?

I weekenden kom den første frost og sne - til glæde for mange kælkeglade børn og voksne men også til gene for andre...

Nå, men om ikke så længe bliver det rigtig vinter og i de sidste par år har der hvert år på denne tid, rejst sig en debat omkring udegående dyr - hvilke skal have læskur og hvilke behøver det ikke - og er det afhængigt af dyrenes race, alder eller slet og ret det område, som dyrene går på. 

Fødevarestyrelsen kontrollerer hvert år en række besætninger - og det er netop her, at debatten omkring læskur/intet læskur mv. har været ekstra heftig. For der kan være forskel på, hvad kontrollanten oplever og hvad du, der kender dine dyr og ser dem hver eneste dag, oplever.

Er du i tvivl - så tjek evt. Fødevarestyrelsens hjemmeside: http://www.foedevarestyrelsen.dk/Leksikon/Sider/Udegaaende-dyr.aspx. 

Generelt gælder det dog, at uanset dyreart og race, skal der være adgang til tørt leje og frisk drikkevand. Det betyder jo også, at det mange gange er et spørgsmål om en vurdering fra kontrollantens side - så husk at tjekke dit udeareal en ekstra gang og kig på det med lidt ekstra kritiske øjne :-)

 

 

Frostfrit vand til dyrene med gamle dæk

Selvom det har været den luneste november der nogensinde er registreret så er det sikkert og vist at vinteren er på vej. Med vinteren kommer frosten og for alle os, der holder dyr, giver det oftest årsag til spekulationer og mere eller mindre heldige opfindelser ift. at sikre at der altid er adgang til frisk vand for dyrene.

Er der adgang til strøm, er der mange gode muligheder - selv har jeg installeret en lille varmeplade i hønsegården, som virker fint og som sikrer at damerne ikke tørster.

Men har du en mark, hvor der ikke lige er adgang til strøm, så prøv dette trick:

Det, skal du bruge:

2 gamle bildæk

bolte og samleskiver (evt fra Ikeas reservekasser)

vandspand der passer nogenlunde i omkreds ift. dækkene

lidt isoleringsskum

Stabl de to bildæk ovenpå hinanden, bor huller gennem sidevæggene og forbind dækkene med bolte. Brug samleskiver for at sikre at boltene ikke ryger igennem eller sidder ustabilt. Fyld herefter isoleringsskum i hulrummene i dækkene op til den øverste kant. Når skummet er hærdet op, kan du fint lige trimme det til, så det passer med at din vandspand passer ned i hullet. Sørg for, at kanten på vandspanden er lidt bredere end hullet i dækket, så vandspanden holder sig "svævende".

Så kan du tilpasse din vandkonstruktion til folden, så den står nogenlunde lige - måske ovenikøbet grave halvdelen af det nederste dæk ned, så det står godt og stabilt og eventuelle iltre drillepinde ikke får den væltet. Herefter kan du også vurdere, om du kan isolere lidt mere i bunden af konstruktionen - der kan du bruge sand eller resten af isoleringsskummet.

Så er du klar til at fylde vand i spanden og glæde dig over, at dine dyr nu kan få frisk vand uden at du skal bøvle for meget. De sorte dæk absorberer solens varme i løbet af dagen og holder vandet frostfrit - i mit eget forsøg holdt det helt fint selv på nætter med -10 graders frost. Er der meget koldt og blæsende, kan du med fordel placere en bold, en aflang sten eller noget andet, der bryder vandoverfladen og skaber lidt bevægelse for at forhindre isen i at dannes. Bare du selvfølgelig sikrer dig, at dine dyr ikke vil være i stand til at spise objektet.

God fornøjelse.

ps: lad mig gerne vide, hvis du ikke synes det virker hos dig eller hvis du finder på noget helt genialt til at videreudvikle konstellationen. I så fald kan jeg lægge det herud til glæde og gavn for alle andre brugere.

 

Velkommen til hobbyhusdyr - tættere på naturen er "det nye sort"

Det er nemlig blevet meget "in" at komme tættere på naturen og vi vælter os stadig i programmer som "nak og æd", "bonderøven", "dyrk, høst, spis" og meget mere. Men det er altså også fantastisk at have sine egne dyr og at være en lille bitte smule selvforsynende med noget af det vi putter i munden. Derfor kommer her endnu en blog om at have dyr - hobbyhusdyr for at være præcis. Og hvad er så hobbyhusdyr? Det er landbrugsdyr, som vi kender det fra Morten Korchs tid - høns, får, geder, kvæg, heste osv.

Så velkommen til min blog.

Der er masser af dem - blogs. Denne her er selvfølgelig speciel - den handler nemlig ikke kun om mig, men også om dig.

Her i bloggen vil jeg skrive om alt det der kan relateres til at have dyr på hobbyniveau - og give dig tips og tricks til nemmere og sjovere husdyrhold.

Og vi starter ud med æg. For jeg har høns - 5 skønne damer, der troligt lægger æg til mig hver eneste dag. Jeg elsker mine høns, og jeg er vild med at mine børn får et helt reelt forhold til den del af naturen - og ikke mindst er jeg vild med, at vores små affaldskværne forvandler vores madrester og krible-krable dyr fra haven til de skønneste æg med helt orange blommer, der smager fantastisk :)

Men om ikke så længe, så bliver det rigtig mørkt og vinteragtigt - og så går damerne ned i produktion - de lægger færre æg. Og er der noget, som enhver hønseejer frygter og hader, så er det at skulle i butikkerne efter æg.

Derfor kommer her tip om hobbyhusdyr nr. 1 - frys dine æg. Kan man det, tænker du? Men ja, det kan man. Og man kan oven i købet fryse dem smart. Det kræver bare en muffinform eller noget lignende med huller, der kan tåle at komme i fryseren. Slå et æg ud i hver af hullerne, pisk det en smule og frys ned. Herefter tages de frosne æg ud af formen og lægges i en frysepose eller lignende og så retur i fryseren. Så har du fine løsfrosne æg i fryseren til de dage, hvor dine høner ikke lige har været så produktive.

God fornøjelse.

Mangler du gødning?

Ja, det er måske en lidt mærkelig overskrift. Og det har jo ikke helt noget med reelt husdyrhold at gøre - og så alligevel. For jeg faldt over en ret sjov side forleden dag. Og det passede faktisk lige med at jeg selv gik og spredte hønsemøg fra mine egne skønne hønse-damer i min køkkenhave. Det er nemlig lige nu, det gælder om at fylde godt med næringsstoffer i jorden i køkkenhaven så den er klar til næste vækstsæson.

Nå, men altså - jeg gik der med min gødning og så tænkte jeg, at der måske er nogen af jer derude der mangler gødning - og så skal I altså ikke snydes for det her smarte fif - www.gratisgødning.dk. Jeg har intet med konceptet at gøre, men står du og mangler til din dejlige køkkenhave, så prøv det. Din køkkenhave vil takke dig og din familie vil elske det næste år når I kan høste gulerødder så store som børne-arme :-)

God fornøjelse!