Hobbyhusdyr

"Liv i haven, gi'r glæde i maven"

Frostfrit vand til dyrene med gamle dæk

Selvom det har været den luneste november der nogensinde er registreret så er det sikkert og vist at vinteren er på vej. Med vinteren kommer frosten og for alle os, der holder dyr, giver det oftest årsag til spekulationer og mere eller mindre heldige opfindelser ift. at sikre at der altid er adgang til frisk vand for dyrene.

Er der adgang til strøm, er der mange gode muligheder - selv har jeg installeret en lille varmeplade i hønsegården, som virker fint og som sikrer at damerne ikke tørster.

Men har du en mark, hvor der ikke lige er adgang til strøm, så prøv dette trick:

Det, skal du bruge:

2 gamle bildæk

bolte og samleskiver (evt fra Ikeas reservekasser)

vandspand der passer nogenlunde i omkreds ift. dækkene

lidt isoleringsskum

Stabl de to bildæk ovenpå hinanden, bor huller gennem sidevæggene og forbind dækkene med bolte. Brug samleskiver for at sikre at boltene ikke ryger igennem eller sidder ustabilt. Fyld herefter isoleringsskum i hulrummene i dækkene op til den øverste kant. Når skummet er hærdet op, kan du fint lige trimme det til, så det passer med at din vandspand passer ned i hullet. Sørg for, at kanten på vandspanden er lidt bredere end hullet i dækket, så vandspanden holder sig "svævende".

Så kan du tilpasse din vandkonstruktion til folden, så den står nogenlunde lige - måske ovenikøbet grave halvdelen af det nederste dæk ned, så det står godt og stabilt og eventuelle iltre drillepinde ikke får den væltet. Herefter kan du også vurdere, om du kan isolere lidt mere i bunden af konstruktionen - der kan du bruge sand eller resten af isoleringsskummet.

Så er du klar til at fylde vand i spanden og glæde dig over, at dine dyr nu kan få frisk vand uden at du skal bøvle for meget. De sorte dæk absorberer solens varme i løbet af dagen og holder vandet frostfrit - i mit eget forsøg holdt det helt fint selv på nætter med -10 graders frost. Er der meget koldt og blæsende, kan du med fordel placere en bold, en aflang sten eller noget andet, der bryder vandoverfladen og skaber lidt bevægelse for at forhindre isen i at dannes. Bare du selvfølgelig sikrer dig, at dine dyr ikke vil være i stand til at spise objektet.

God fornøjelse.

ps: lad mig gerne vide, hvis du ikke synes det virker hos dig eller hvis du finder på noget helt genialt til at videreudvikle konstellationen. I så fald kan jeg lægge det herud til glæde og gavn for alle andre brugere.