Hobbyhusdyr

"Liv i haven, gi'r glæde i maven"

Velkommen til hobbyhusdyr - tættere på naturen er "det nye sort"

Det er nemlig blevet meget "in" at komme tættere på naturen og vi vælter os stadig i programmer som "nak og æd", "bonderøven", "dyrk, høst, spis" og meget mere. Men det er altså også fantastisk at have sine egne dyr og at være en lille bitte smule selvforsynende med noget af det vi putter i munden. Derfor kommer her endnu en blog om at have dyr - hobbyhusdyr for at være præcis. Og hvad er så hobbyhusdyr? Det er landbrugsdyr, som vi kender det fra Morten Korchs tid - høns, får, geder, kvæg, heste osv.

Så velkommen til min blog.

Der er masser af dem - blogs. Denne her er selvfølgelig speciel - den handler nemlig ikke kun om mig, men også om dig.

Her i bloggen vil jeg skrive om alt det der kan relateres til at have dyr på hobbyniveau - og give dig tips og tricks til nemmere og sjovere husdyrhold.

Og vi starter ud med æg. For jeg har høns - 5 skønne damer, der troligt lægger æg til mig hver eneste dag. Jeg elsker mine høns, og jeg er vild med at mine børn får et helt reelt forhold til den del af naturen - og ikke mindst er jeg vild med, at vores små affaldskværne forvandler vores madrester og krible-krable dyr fra haven til de skønneste æg med helt orange blommer, der smager fantastisk :)

Men om ikke så længe, så bliver det rigtig mørkt og vinteragtigt - og så går damerne ned i produktion - de lægger færre æg. Og er der noget, som enhver hønseejer frygter og hader, så er det at skulle i butikkerne efter æg.

Derfor kommer her tip om hobbyhusdyr nr. 1 - frys dine æg. Kan man det, tænker du? Men ja, det kan man. Og man kan oven i købet fryse dem smart. Det kræver bare en muffinform eller noget lignende med huller, der kan tåle at komme i fryseren. Slå et æg ud i hver af hullerne, pisk det en smule og frys ned. Herefter tages de frosne æg ud af formen og lægges i en frysepose eller lignende og så retur i fryseren. Så har du fine løsfrosne æg i fryseren til de dage, hvor dine høner ikke lige har været så produktive.

God fornøjelse.