Hobbyhusdyr

"Liv i haven, gi'r glæde i maven"

Det er sæson for utøj hos hønsene

Kombinationen af det lune sensommervejr og den tiltagende fugt- og dugdannelse giver utøjet de bedste vækstbetingelser i hønsehuset.

Som regel er du ikke i tvivl, om du har utøj i det hønsehus. Er du rigtig hårdt ramt, kan du mærke det på dig selv, når du har haft din daglige gang i hønsehuset. Derfor er det også en rigtig god idé at snuppe en rigtig god hovedrengøring i hønsehuset netop nu. Få muget ud i huset, fejet loftet og skift evt siddepindene ud, hvis de trænger - og læg så ny strøelse ind og nyd den gode samvittighed.

Hjemme hos mig har damerne spåner i bunden af huset og byghalm i redekasserne. Det virker fint. 

Typisk utøj er lopper og blodmider. Hvis disse irriterende kryb har bidt sig fast på dine høns, vil du typisk opdage det ved, at de virker til at være i dårligere trivsel end vanligt - lidt uoplagte og utilpasse. blodmider ses som små røder prikker på æggene og på dyrenes ben, siddepinde mv. Fjerdragten vil typisk være slidt på brystet. Dine høns kan virke stressede, de vil ikke være i huset og der kan også være en stigende grad af fjerpilning.

Hvis du er i tvivl om dine høns har utøj, så tjek redekasserne og selvfølgelig også dyrene. Det er nemmest at se evt. ubudne gæster i fjergrænsen mellem ben og lår - og under vingerne. 

Der er masser af gode husråd - og godt med hvidløg i havregrød og vandet er efterhånden ophøjet til at kunne klare alt. Men jeg vil altså gerne lige slå et slag for Hemexcide. Det er relativt billigt og nemt at bruge - det er et pulver der blot drysses med lidt løs hånd i strøelsen og i redekasserne. Er dine dyr og omgivelser hårdt ramt kan det også anbefales at opløse noget af pulveret i vand og "kalke" hønsehuset med det. 

Hemexcide er et rent naturprodukt - et mineralpulver, hvis effekt ikke er kemisk men derimod mekanisk. Det klæber simpelthen til utøjets krop, som dør i løbet af ca. et døgn. Hemexcide er GMO-frit og godkendt til økologisk landbrug - og eftersom der ikke er noget grim kemi i, kan du derfor med ro i sindet spise æggene også selvom du har behandlet med produktet.